




I en tid med højhastighed på alle fronter, skulle du prøve at vende hele bøtten rundt, og mærke langsomhedens velsignelse ved at tage på en cykelrejse. Du gør krop og sind en god tjeneste. Du får ro til tankegodset. Du er en rejsende, der får sjælen med. Ingen flimrende hastigheder og du har ikke andet at lave end at cykle frem til næste hotel.
Merlots cykelrejser er for individualister. Et perfekt mix af det planlagte og af det individuelle. Når du bestiller DIN cykelrejse på DIN dato, så er det DIN eller jeres cykelrejse helt alene. Afgang næsten hver dag – altså når det passer ind i din kalender. Se under hver tur.
Det lyder som en motionskampagne, men det er nogenlunde en dagsetape på en Merlot cykelrejse. Når du har en hel dag til det, er det i virkeligheden ikke så meget. Med 15 km timen er det under 4 timer. Plus pauserne. Start kl 9. Slut kl 16. Stille og roligt.
Du får kort og rutebeskrivelse at køre efter. Du er jo gæst i en egn du ikke kender. På en ferietur er der ikke tid til at satse forkert. Hvilken vej skal jeg følge for at se det smukkeste? Hvor kan jeg bo? Er der plads, når jeg kommer frem? Kan jeg leje cykler? Merlot har været der i forvejen.
Mens du nyder livet på småvejene er der andre, der bakser med din bagage og sørger for at den står på næste hotel, når du er fremme. Du nøjes med at have den lette dagbagage på cyklen. Lidt for megen luksus vil de "ægte turcyklister" mene. Men vi er nu mange, der sætter pris på den form for cykelrejsekomfort.
Merlot anvender hoteller i en mellemkategori. Ikke det mest simple. Ikke vild luksus. Gode, familiedrevne hoteller i kategorien 2 og 3 stjerner. På flere ture har vi lavet en opdeling i kategori A og B - så kan du selv vælge. Når vi vælger hoteller, lægger vi vægt på at det skal være hyggeligt at nå frem. Værterne skal være synlige, og det betyder for dig en oplevelse af nærhed og engagement - vigtigt for en cykelgæst der godt kan lide at "komme hjem" efter dagens dont på cyklen. Hotellerne ligger nogle gange ude på landet eller i landsbyer, uden anden form for natteliv end det gæsterne selv skaber.
Du kan se mange af de anvendte hoteller i turteksten. Vi har kun nævnt de hoteller som vi oftest benytter. Der kan være ændringer i netop dit hotelforløb. I et program som dette har vi mange hoteller knyttet til, så hvis det angivne hotel er fyldt finder vi et andet i tilsvarende kategori.
Morgenmad er altid med i rejsens pris. Som en hovedregel er aftensmåltiderne også inklusive, men der er en del ture hvor det ikke er inkluderet, men kan tilkøbes. Du kan se under "Rejsefakta" for hver tur i hvilket omfang vi har inkluderet aftensmaden. Det kan lyde lidt påtvunget, at det er sådan, men det er vor erfaring, at gæsterne har det fint med ikke at skulle afstryge byen for at finde et spisested efter en hel dag ude. Bor du i større byer vi dog ofte udeladt aftensmaden. Turenes afveksling mellem forskellige opholdssteder gør, at du møder forskellige køkkener. Frokosten sørger du selv for.
Nye og gode cykler står på startstedet. Hvis du har din egen cykel med, så trækker vi blot cykellejen fra. Det er kun bilister, der kan tage egen cykel med – med startsteder langt ude på landet er der så mange praktiske vanskeligheder med at tage egen cykel med fly og tog, at det må frarådes. Cyklerne har en gearing, der passer til terrænet. Oftest 21 gears turcykler med håndbremser og ingen fodbrems. På ture i et fladere terræn dog også 7-gears cykler med fodbrems.
Merlots princip ved prisfastsættelse er at vi INKLUDERER alle de ydelser, som naturligt indgår i en rejses elementer. Lad os kalde det ærlige priser. Vi vil hellere lave fradrag end tillæg, der måske kommer som en ubehagelig overraskelse. Således er alle priser inklusive f. eks. højsæsontillæg, tillæg for afrejse alle dage, bagagetransport og leje af cykel. Ved fly- og togpriser har vi beregnet nogle gennemsnitspriser. Det betyder tilgang til betydeligt flere pladser end hvis vi bare regnede med de allerbilligste, som vi alligevel ikke kan få, og derfor måtte opkræve tillæg alligevel. Ved togrejse har vi dog ikke beregnet udgifter til pladsbilletter, da gæsternes ønsker her er vidt forskellige. Du er velkommen til selv at booke fly og tog, og dermed drage fuld fordel af en mulig meget lav pris.
Danske rejsearrangører, som laver rejser til EU-landene, blev pålagt en ny moms-afgift fra januar 2011. Det er ikke en 25% moms i gængs forstand, men en særlig rejsemoms, som ikke bliver udspecificeret på fakturaen.
Merlot arrangerer i vidt omfang rejsen frem. Cykelrejser foregår langt fra de store metropolers lufthavne, så rejsen er længere og mere besværlig end på en storby- og charterrejse. Men flere og flere vælger at tage fly og tog frem til rejsemålet. Overlad det til os – eller køb flybilletter på nettet, så suplerer Merlot med resten. Kører du i bil er der parkering ved det første hotel. Det kan være i garage, på gårdsplads eller offentlig parkering, når det er trygt nok.
Du skal kunne li’ at cykle. Det er vel bare det. Rejserne er lavet med tanke på aldersgruppen 40-75 år. Udvalget af ture er bredt og skulle passe til alle grader af fysisk formåen. Du kan aflæse den enkelte turs sværhedsgrad under hver enkelt tur.
For nye gæster kan det være svært at vælge. Men prøv at skæve til sværhedsgraden, og dernæst til det geografiske. Hvad passer ind i dine øvrige rejseplaner, og er der en egn du gerne vil gense eller du ikke har været i før, hvor langt du har lyst til at køre (bilister) eller hvordan er rejsen til stedet (fly/tog). Alle ture er selvfølgelig go'e – så der hvor du er, der er eventyret og oplevelsen. Er det ikke altid sådan på en cykeltur?
Kystcykling: Bretagne, Arcachon, Gironde, Camargue, Galloway i Skotland, Vestirland, Sicilien, Sardinien, Mallorca og Azorerne.
Vinområder: Charente, Alsace, Bourgogne, Orange, Mosel, Piemonte og Toscana.
Lette ture: Alle flodturene i Tyskland og Østrig, dertil Arcachon, Loire og Camargue i Frankrig og Veneto i Italien.
De seje ture: Piemonte og Azorerne
Stille natur: Cantal, Aveyron, Galloway i Skotland og Sydøstirland.
Fra samme hotel: Orange, Lorgues, Tuscia og Lucca samt Abersee ved Wofgangsee.
Bare to-tre hoteller på en uge: Det sydlige Bourgogne, Lucca, Mallorca og Azorerne.
Tidligere kunne vi bryste os af andre rejseformer også. Men cykleriet har taget omfang, og vi kan ikke rigtigt nå andet. Ikke på en ordentlig måde. Det vi laver ud over cykelrejser er afledt af netop denne produktion, og her kan nævnes: