Merlot Tours logo

Rejsebetingelser

Her kan du læse om vore generelle vilkår og betingelser ang. bestilling, betaling og depositum, modtagelse af materiale, ændringer, afbestilling og forsikring etc. Har du yderligere spørgsmål som du ikke finder svar på her, er du velkommen til at kontakte os. Nedenstående bestemmelser er udarbejdet i overensstemmelse med “Lov om pakkerejser”, som gælder for rejser bestående af flere dele, f.eks. indkvartering, cykelleje og flytransport.

Bestilling

Turen kan bestilles enten online via hjemmesiden, pr. telefon, e-mail eller ved personlig henvendelse hos Merlot Tours. Fra den rejsendes side er en bestilling bindende fra det øjeblik, den meddeles - også når dette sker mundtligt. Ved onlinebestillinger gælder bindingen fra kundens side når Merlot enten telefonisk har meldt tilbage at bestillingen er modtaget eller ved tilbagemelding pr. mail, da 24 timer efter mailens afsendelse. Denne understregning gives fordi hver eneste booking er en unik sagsbehandling, som igangsætter megen korrespondance og dermed straks nogle bindinger mellem Merlot og vore partnere i udlandet.

Afbestillingsreglerne er gyldige fra dette tidspunkt for samtlige personer, som bestillingen omfatter. For Merlot Tours er aftalen bindende, når bureauet skriftligt bekræfter bestillingen ved at fremsende en faktura pr. post, der angiver rejsemål, dato og pris.

Depositum

For rejsende uden rejsearrangement gennem Merlot (dvs. rejser hvor gæsten selv står for rejsen til destinationen) er depositum 1.000 kr pr. person. For rejsende med rejsearrangement (dvs. rejser hvor Merlot helt eller delvist sørger for tog- og/eller flybilletter) er depositum 1.500 pr. person. Til dette beløb skal lægges afbestillingsforsikring dersom denne ønskes (læs om afbestillingsforsikring nedenfor). Depositum + evt. afbestillingsforsikring skal betales senest 8 dage efter modtagelse af faktura. Ved indbetaling af depositum bekræfter du samtidig at have gennemlæst og accepteret vilkår og rejsebetingelser.

Slutbetaling

Restbeløbet for turen skal være indbetalt senest 45 dage før turens startdag. Vær opmærksom på, at vi ikke udsender påmindelse om betaling af restbeløb.

Betaling

På fakturaen er anført de forskellige betalingsmuligheder. Du kan enten lave en bankoverførsel eller benytte det fremsendte girekort. Ved bankoverførsel, husk da altid at anføre fakturanummer. Der udsendes ikke kvittering for modtagelse af betalinger. Alle indbetalte beløb registreres naturligvis, og sker det, at vi ikke kan se et beløb indgået, vil kunden altid blive kontaktet før en evt. annullering herfra.

Udsendelse af dokumenter

Billetter og afrejseinformation bliver fremsendt med post når restbetaling har fundet sted, og således at du har dem 10-14 dage inden afrejsen.

Den rejsendes ændring af en tur

Ved alle ændringer af mindre elementer i rejsebestillingen, som kræver fornyet kommunikation med udlandet, opkræves et gebyr på 200 kr. pr. sag, såfremt det er muligt for os at foretage den ønskede ændring. Ved mindre elementer forstås fx annullering eller tilkøb af ekstra nætter, aftensmåltider, cykelleje, kørsel af bagage mv. Ændring af ud- og/eller hjemrejsedato, rejsemål og afrejselufthavn betragtes som en afbestilling og en fornyet bestilling (se regler vedr. afbestilling). Dog vil vi bestræbe os på at begrænse det tabte beløb til mindst muligt afhængig af udefrakommende omkostninger.

Afbestilling

For alle bindende bestillinger til en rejse betales et beløb ved afbestilling. Ved afbestilling indtil 45 dage før afrejsen er det indbetalte depositum tabt. Afbestilles rejsen 45-30 dage før afrejsen, er 25% af rejsens pris tabt. Ved afbestilling mellem 30 dage og 15 dage før udgør afbestillingsgebyret 50% af rejsens pris. Ved afbestilling mellem 15 dage og 4 dage før afrejsen udgør afbestillingsgebyret 75% af rejsens pris. Ved afbestilling mindre end 4 før rejses start er hele rejsens pris tabt.

Afbestillingsbeskyttelse

Samtidig med bestillingen af rejsen, kan der tegnes en afbestillingsbeskyttelse. Præmien udgør 175 kr. pr person ved egen rejse eller 300 kr pr person når tog/flybillet indgår. Dette indebærer at en afbestilling med begrundelse i død eller alvorlig sygdom hos den rejsende selv eller deltagere i samme rejsegruppe, hos personer i egen husstand eller deltageres nære familie kan ske uden andre omkostninger end den erlagte præmie plus 200 kr. i gebyr uanset tidspunkt. Sygdomsforholdet skal dokumenteres med lægeattest. Forsikringen kan kun tegnes i forbindelse med køb af rejsen eller senest ved indbetaling af depositum (ved at forhøje depositum med forsikringspræmien). Forsikringen skal betales sammen med rejsens depositum og ikke på et senere tidspunkt.

Rejseforsikring

Alle vore destinationer ligger inden for den offentlige sygesikrings dækningsområde og dermed er almindelige udgifter til lægebehandling og hospitalsophold dækket af det gule sundhedskort. Ved sygdom eller ulykke i udlandet dækker det gule kort IKKE hjemtransport, tilkaldelse hjemmefra, sygeledsagelse og feriekompensation. Vi anbefaler derfor vores rejsende at tjekke deres forsikringer på rejseområdet. Bliver din bagage forsinket, beskadiget eller bortkommer den i.f.b. med en flyrejse er luftfartselskabernes refusion relativt lille. Tjek derfor også din bagageforsikring.

Den rejsendes pligt

Det er din pligt ved bestillingen at opgive dit fulde navn, som det står opført i dit pas (gælder især rejser hvor fly indgår). Du skal således ved modtagelse af bekræftelsen kontrollere, at for-, mellem- og efternavne i billetter og øvrige dokumenter er korrekte. Du har ligeledes ansvar for at kontrollere, at modtagne rejsedokumenter er i overensstemmelse med det bestilte og straks informere Merlot Tours om en evt. fejl. Du skal desuden sørge for at dit pas er gyldigt.

Afbrydelse af rejse

Såfremt den rejsende af en eller anden grund afbryder en rejse eller et ophold vil der ikke ske tilbagebetaling for ubrugte ydelser (hotel, transport, kørsel af bagage, flybillet eller andet). Eventuelle omkostninger til transport, hotel eller andet i forbindelse med en afbrydelse bæres af kunden selv.

Reklamationer

Eventuelle reklamationer skal straks fremsættes til Merlot Tours' samarbejdspartner på stedet eller direkte til Merlot Tours, således at fejlen kan afhjælpes med det samme og med så få ulemper for den rejsende som muligt. Krav mod Merlot Tours i forbindelse med en reklamation, som ikke kunne løses på stedet, skal være Merlot Tours i hænde i rimelig tid, dog senest 30 dage efter turens afslutning. Manglende reklamation på stedet og bevis herfor vil ofte medføre tab af retten til senere erstatning.

Prisforbehold

Priserne på dette web-site er bindende for Merlot. Den gældende pris er den pris som er oplyst i rubrikken "Rejsefakta" den dag rejsen er bestilt. Dog kan Merlot efter aftalens indgåelse forhøje prisen på grund af udefra kommende ændringer såsom ændrede brændstoftillæg, skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, såsom lufthavns- og havnefgifter eller valutakurser, som er anvendt ved beregning af prisen for den pågældende pakkerejse. Ved ændringer i fly/togpriser får Merlot en frist til udstedelse til ”gammel pris”, og vi har ret til at bede om yderligere depositum dersom udlæg til billet da væsentligt overstiger allerede betalt depositum. Merlot skal hurtigst muligt underrette kunden om sådanne typer prisændringer. Den aftalte pris kan ikke forhøjes med mere end 10% af rejsens pris, og meddelelse herom skal være givet senest 20 dage før afrejsen. Såfremt betingelserne for en forhøjelse af prisen ikke er opfyldt, kan kunden annullere aftalen og få indbetalte beløb tilbagebetalt.