Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 71: Sicilien Vest
Ind over bjergene og ud til syd- og vestkysten
71A: 375 km, 11 dage, 9 cykeldage
71B: 285 km, 8 dage, 6 cykeldage

En ny tur i et terræn, der er krævende de tre første dage og ganske let på resten af turen. De forsigtige kunne så indvende at vi da bare kunne nøjes med de ”lette dage”, men det vil til gengæld give et meget skævt billede af den sicilianske natur. Oplevelsen af kontrasten mellem højdedragene på øens indre og så det fladere kystland er turens styrke, og gør at du kommer hjem med et fuldgyldigt indtryk af det vestlige Sicilien. De tre dages seje cykling er en barsk åbning med 800 til 1000 højdemeter hver dag. Meget åbne og ret øde landskaber med korn- og vinmarker og olivenlunde. Dag 4 kan du slappe af eller tage en udflugt fra Contessa, hvor du bor på en BB midt i vinlandet. Så går det over to opstigninger op til Partanna og endelig ned i lavlandet mod Selinunte. Resten af turen er i kystegnene med byerne Mazara og Marsala. Turen kan slutte her, der er tog til Palermo eller du forlænger (når du nu alligevel har rejst så langt!) og cykler videre til Nubia, som ligger mellem Birgi-lufthavnen og Trapani. Her bor du ude ved saltbassinerne og kan studere udvindingen af havsalt i et helt særligt miljø. Herfra drager du videre indover nogle lavere højdedrag over til Scopello lige vest for Castelmare. Slut af med nogle dage her og gør en cykeludflugt til ruinerne af den græske bystat Segesta og tag på tur ud i Zingaro nationalparken og afslutte Sicilien-turen med vandring på skrænter hævet over det blå Middelhav. Hotellerne er af høj standard og er blandet egentlige hoteller og Agriturismo. I får super cykler med god gearing til terrænet.

1. dag: Ankomst til Palermo og transfer 25 km til Monreale. Byen er berømt for sin katedral Santa Maria la Nuova, et arkitektonisk mesterværk fra middelalderen, et fantastisk kirkerum med gyldne mosaikker, der i sit enkle billedsprog fortæller skabelseshistorien.og for klosteret, der er bygget sammen med domkirken. Overnatning f.eks. på Hotel Carrubella.

2. dag: Monreale-Ficuzza – 45-65 km. Det går straks opad over de første 14 km, og du passerer Pioppo og San Giuseppe Jato og gennemkører et ret øde terræn med vide udsyn. Oppe under den stille himmel svæver rovfuglene. Et par mindre stigninger mere inden du er fremme i Ficuzza, hvor du bor du dejligt på Hotel Antica Stazzione indrettet i den gamle station.

3. dag: Ficuzza-Contessa Entellina via Corleone – 48 km. Det går nu let ned ad bakke hele vejen til Corleone, som du når efter 16 km. Her møder du nu hverken Marlon Brando eller Al Pacino, og selvom byen har ”brændemærket” Sicilien som mafiavældets arnested, er den absolut fredelig. Her er endog et Mafia-museum, så byen vedgår sit ophav og rygte. Videre ud i et skiftende terræn med to opstigninger og to gange nedad, den sidste bakke er op til Contessa. Herfra triller du ned til Paolos dejlige sted Rocca dei Capperi. Paolo laver sin egen vin og olie. Alt er økologisk, og han er en hyggelig vært.

4. dag: Hviledag En tur på 40 km er planlagt. Den går til Chiusa Sclafani, Giuliana og Santa Maria del Bosco. Vinområde, mulighed for smagning lige ved jeres hotel efter endt cykeltur.

5. dag: Contessa Entellina-Castelvetrano – 58 km. Via Santa Margarita og Partanna med to opstigninger. Fra Partanna går det nu ned mod kysten. Olivenlundene suser forbi, mens du holder frihjul på trilleturen ned mod Selinunte. Forinden drejer du fra mod Castelvetrano, og 5 km herfra bor du meget dejligt på Agriturismo Latomie.

6. dag: Castelvetrano-Mazara del Vallo – 32 km. Straks ned mod kysten med Selinunte. Her ruiner med et Apollon-tempel fra den sidste græske storhedstid. Der er tid til at besøge det store område og måske spise frokost i byen. Mere spændende arkæologi i dag med Cave di Cusa, som var stenbruddet, hvorfra råmaterialet til templerne kom. Her ligger søjlerester, der ikke nåede at blive leveret og man fornemmer det brutale punktum, som karthagernes ankomst gav Selinunte i året 409 f.K.. Resten af vejen til Mazara er let. En spændende by med græsk, normannisk og arabisk indlydelse. I dag stor fiskerihavn. Overnatning på det 4-stjernede Hotel Mahara ved havnen og ved Centro Historico.

7. dag: Mazara del vallo-Marsala - 40 km. Se lidt på byen inden du kører ud langs kysten. 5 km lang lido til badning lige efter byen. Ellers ind i vinmarker i et hyggeligt zig-zag mellem vinland og kystland frem mod Marsala. Ved ankomsten til byen kommer du forbi det som den nok er mest kendt for: den søde vin! Producenten Florio med 3 mio flasker om året ligger her, og du kan aftale et besøg. Ellers meget dejlig by med stemningsfuldt bycentrum. Hotel kan være Carmine (inde i byen) eller Villa Favorita (2 km udenfor med have og pool)

8. dag: Enten tilbage til Palermo med tog – eller forlængelse pr cykel sådan her: Marsala-Nubia – 30 km. Kystnær cykling med saltbassiner som tema. Ude i horisonten de Egadiske øer. Du bor f.eks. på Antica Salina lige ved Saltmuseet. Meget særegent miljø her, især på sensommeren hvor bassinerne er ved at tørre ud, og der skovles salt op i trillebører og lægges i store bunker som sne. Opholdet i Nubia kan forlænges hvis du vil sejle ud til øerne fra Trapani. Der er 7 km ind til byen, og den i sig selv er værd at cykle til.

9. dag: Nubia-Scopello – 62 km. Hvis du skal nå et par store highlights i dag må du springe Trapani over. Erice – en lille bjergby (750 m) ligger på vejen, men der er sørme højt op. Spring over eller tag svævebanen op. Ruten er jo ikke helt kort, så du skal tidligt afsted hvis du vil nå det hele. Du bor på Hotel Torre Bennistra eller på Tenute Plaia.

10. dag: : Fridag i Scopello. Nyd dit dejlige lille hotel og byen. Eller oplev naturparken Zingaro ved en vandring langs med kysten eller tag på en sidste cykelture: Den ganske krævende tur ind til ruinerne af bystaten Segesta med det doriske tempel og fra amfiteatret en vid udsigt over Golfo Castellamare. Forlængelse her anbefales, her er meget rart.

11. dag: Afslutning eller forlængelse jfr lige ovenfor. Til Palermo via Castellamare med bus og tog eller transfer (ej inkl).

Rejsefakta 2012:

Afrejse: Dagligt fra februar til november.
Turen genneføres dog ikke i den varmeste periode 15.7.2012 - 31.8.2012.
Pris: Egen rejse til destination 71A: 10.950,-
71B: 8.850,-
Rabat ved rejse uden for højsæsonen* 600,-
* Højsæson er alle dage i maj, juni og september.
Inkluderet: Hhv. 10 nætter (A) og 7 nætter (B) på hotel i dobbeltværelse med bad og med morgenmad og hhv. 5 x aftensmåltider(A) og 4 x aftensmåltider(B). Leje af god turcykel med gear, bagagetransport, kort og rutemateriale. Desuden transfer ved ankomst fra Palermo til hotellet i Monreale.
Ikke inkluderet: Drikkevarer til aftensmaden. Frokost. Øvrige aftensmåltider. Tillæg for enkeltværelse 71A: 1.750 kr og 71B: 1.225 kr.
Flymuligheder: Lufthansa flyver til Palermo via München. Book selv på Lufthansas hjemmeside. Desuden har det italienske lavpris-flyselskab Windjet en rute mellem København og Palermo via Forli (nær Bologna). Tjek selv på Windjets hjemmeside.
Sværhedsgrad: På denne tur ændrer landskabet sig så meget dagene igennem, at vi har følt det nødvendigt at give turen flere sværhedsgrader. Hermed en specificering: Grad 4 på 2., 3. og 4. dag. Grad 1 på 5., 6. og 7.dag. Grad 3 på ruten fra Nubia over til Scopello (ved forlængelse).
Bestil tur 71A
Bestil tur 71B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 71A
Bestil tur 71B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Fladt eller jævnt til roligt terræn med kun mindre bakker. Som lette ture i Danmark.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Meget kuperet terræn med nogle lange og seje stigninger, der kan være af 5-10 km længde. God kondition er en fordel.

Envejstur – start og slut forskellige steder

Guest House eller Chambre d’hote, som er det franske udtryk for det samme. Alle værelser er med bad.

Hotel – i kategori 2-3 stj. Alle værelser er med bad.