



Aveyron er landskabs- og befolkningsmæssigt en fortsættelse af Auvergne. Turområdet ligger ca 60 km øst for Cahors. En lang række småbyer – såkaldte Bastides – ligger på stribe her i provinsen La Rouergue. Villefranche, hvorfra turen udgår, er selv en af disse Bastides med en central plads og gader i snorlige rækker. Byen ligger her i sit skrin af bjerge, flod og grønne bredder, og straks du er ude af byen er terrænet skiftevis fladt og bakket, og floddale og højdedrag giver store afvekslinger. Variationen af overnatningssteder er stor, fra hoteller i byer til Chambre d’Hote og Ferme Auberge på landet.
1.dag: Ankomst til Villefranche-de-Rouergue. Hotel eller Chambre d'hote i Villefranche, og aftensmad på restaurant L'Epicurien. Et rigtig godt køkken, hvor Monsieur Serrano står for køkkensagerne.
2.dag: Villefranche-Le Bez de Naussac – 34 km. Ruten går nordpå via Villeneuve, en Bastide med mur og byport. Flot terræn inden det går nedad mod Lot-floden til Bez som ligger lige for foden af den fine landsby Peyrusse le Roc med tætte huse og kirke i granit. Overnatning på Hotel Bastie d'Urfé.
3.dag: Le Bez de Naussac-Cajarc – 35 km. En flot rute nede i Lot-dalen. Slottet Larroque og landsbyen Montbrun er seværdig. I Cajarc bor og spiser du godt i 2 nætter på Hotel la Ségalière tæt på byens hyggelige torv. Her er have og pool.
4.dag: Udflugt til Célédalen - 43 km. Nu op ad floddalen, og ad stille veje op i terrænet bagved Cajarc. Du skal op over et højdedrag gennem olivenlunde inden det går nedad mod Céléfloden. Her kan du evt. sejle i kano inden du fortsætter mod Marcilhac og tilbage til Cajarc.
5.dag: Cajarc-Limogne – 50 km. En tur langs med Lot-floden til den fortryllende by St-Cirq-Lapopie. Byen nærmest hænger udover klippeskrænten højt over Lot-floden. Her er smalle gader med husfacader af træ og sten helt tilbage fra det 13.-16. årh, og flere gode reaturanter til frokoststop. Tobaksmarker på tilbagevejen til din Chambres d'Hôtes Pech Blanc, som ligger mellem Calvignac og Limogne, syd for Cajarc.
6.dag: Limogne-Najac – 56 km. Mange flotte landskaber dagen igennem. En del bakker i denne afveksling mellem floddale og højtliggende veje med vid udsigt. Caylus er den største by undervejs og der er moderne kunst i Beaulieu-klosteret på din vej mod Najac, dette uimodståelige sted ved Aveyron-floden. Du bor på Hotel l'Oustal del Barry på byens torv.
7.dag: Udflugt til Cordes – 42 km. Når nu du er her, bør du også besøge Cordes – en af de mest kendte Bastides i området. Vi har tilrettelagt turen, så du kun cykler den ene vej og tager toget tilbage med cyklen. Du kommer ned i en ny floddal og nyder småbyerne og stilheden, inden du ved Laguépie skal op og snart have det første blik af Cordes, der hvælver sig i horisonten med sin kirke på toppen. Der vil være 2-3 timer til besøget her inden toget går tilbage til Najac ved 17-tiden.
8.dag: Najac-Villefranche – 30 km. Orker du ikke mere kan du tage toget! Ellers tilbage ad en anden rute med lang stigning op til la Rouquette med gammel kirke. Herefter herligt skovterræn med udsigter, og så ned ad bakke til Villefranche. Sidste måltid og nat på det hotel du begyndte din cykelferie på.
9.dag: En god tur i Aveyron er slut.
| Afrejse: | Dagligt fra april til oktober | |
| Pris: | Egen kørsel til destination | 6.650,- |
| Fly til Toulouse, tog videre til Villefranche | 10.200,- | |
| Inkluderet: | 8 nætter på hotel og chambre d'hôte i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 8 x 3 retters aftensmad, leje af god turcykel med gear, bagagetransport, kort og rutemateriale. For flygæster desuden rejse t/r fra Kastrup med alle skatter og afgifter samt nævnte togbillet. | |
| Ikke inkluderet: | Drikkevarer til aftensmaden. Frokost. Tillæg for enkeltværelse 2.100 kr. |
Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.
Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.
Rundtur – start og slut samme sted, men du skifter hoteller hver nat. Nogle gange samme hotel i 2 nætter. Se i teksten.
Guest House eller Chambre d’hote, som er det franske udtryk for det samme. Alle værelser er med bad.
Hotel – i kategori 2-3 stj. Alle værelser er med bad.