





Aveyron er landskabs- og befolkningsmæssigt en fortsættelse af Auvergne. Turområdet ligger ca 60 km øst for Cahors. En lang række småbyer – såkaldte Bastides – ligger på stribe her i provinsen La Rouergue. Villefranche, hvorfra turen udgår, er selv en af disse Bastides med en central plads og gader i snorlige rækker. Byen ligger her i sit skrin af bjerge, flod og grønne bredder, og straks du er ude af byen er terrænet skiftevis fladt og bakket, og floddale og højdedrag giver store afvekslinger. Variationen af overnatningssteder er stor, fra hoteller i byer til Chambre d’Hote og Ferme Auberge på landet.
1.dag: Ankomst til Villefranche.
2.dag: Villefranche-Belcastel – 32 km. Straks op af Aveyron-dalen og op på en højderyg, hvor du bliver på resten af ruten. Efter en dag i den friske luft når du frem til Sylvie’s og Jean Claude’s sted ovenfor Belcastel, og nyder middagen her baseret på lokale råvarer fra gården (Ferme Auberge).
3.dag: Belcastel-Les Planques – 18 km. En kort trilletur ned til Aveyron til byen Belcastel med slot, småhuse, caféer og gammel bro. Det går lidt op og ned i dag, for der er ingen vej langs med floden, ruten går på biveje i slyngninger op og ned ad floddalen. Til gengæld en kort tur inden du når Monsieur Segonds sted ude på landet ved en landsby. Her spiser du og nyder den landlige ro.
4.dag: Les Planques-Rodez – 20 km. Ad linde- og platanalléer kører du på småveje ind mod Rodez, som er hovedbyen i Aveyron. Katedral, museer, byliv – på mange måder kontrasten til de andre dages stilhed. Du bor godt på Hotel du Midi midt i byen.
5.dag: Rodez-Combret – 31 km. Efter foregående dages mange bakker er det nemmere nu – et vidtstrakt landskab
med gårde og småskov i Marcillac’s vinområde og lidt før Nauviale finder du din Ferme Auberge højt belliggende. Det er en vingård, højt beliggende med udsigt og maden er baseret på gårdens produkter.
6.dag: Combret -Conques –30 km. Ad stille småveje her i Pays de Conques hvor du passerer de forunderligste landsbyer med gårde tæt pakket om kirken. Du bor ikke i selve Conques, men 5 km derfra på en ensomt beliggende Chambre d’Hote hos hollandske Laila.
7.dag: Hviledag - passende for en vandring til middelalderbyen Conques akkurat som pilgrimmene gjorde det i Middelalderen. Conques er et helt særligt sted, som du netop bør ankomme til fods til.
8.dag: Conques-Viellevie – 30 km. Stadig flot i højdedragene her inden du ruller ned i Lot-dalen ved Entraygues. Gør en pause her – måske lader du cyklerne stå og tager en kano ned til Viellevie. Ellers fin rute på vejen tæt langs floden.
Viellevie er et ganske lille sted med et slot og så dette hotel med have og pool ned til floden.
9.dag: Viellevie-St.Julien – 46 km. En let rute, hele dagen cykler du langs med Lot, som var transportvej for kul, ost og vin. Museet i St Parthem fortæller historien.
10.dag: St Julien-Villefranche – 41 km Fra Lot-dalen let opad gennem skoven og ud på det åbne landskab igen med landsbyer, småslotte og skygge fra de store fritsående træer. Megen landskabsnydelse inden du når Villefranche igen.
11.dag: Efter morgenmad hjem– eller vidererejse.
Turen kan også arrangeres så den begynder og slutter i Rodez
| Afrejse: | Dagligt fra april til oktober | |
| Pris: | Egen kørsel til destination | 7.475,- |
| Fly til Toulouse, tog videre til Villefranche | 10.750,- | |
| Inkluderet: | 10 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 10 x 3 retters aftensmad, leje af god turcykel med gear, bagagetransport, kort og rutemateriale. For flygæster desuden rejse t/r fra Kastrup med alle skatter og afgifter samt nævnte togbillet. | |
| Ikke inkluderet: | Drikkevarer til aftensmaden. Frokost. Enkeltværelse 2.300 kr. | |