





For nogle er en uge for lidt. Her er så turen med det lange ridt fra Solognes ynde til Atlanterhavet ved La Baule i Bretagne. Naturligvis rig på kulturminder således som Loire er præget af at være de franske kongers legeplads, men også herlige byer og rare hoteller. Loiredalen er bred og næsten flad, og du har fornøjelsen af at cykle på nyanlagte cykelstier på en god del af ruten.
1.dag: Ankomst til Orléans 135 km syd for Paris. Kom tidligt – masser at se på.
2.dag: Orléans-Beaugency – 30 km. En rolig rute langs Loire på nyanlagt cykelsti via Meung til Beaugency, en gammel og betydningsfuld by med pittoresk bro over floden.
3.dag: Beaugency-Blois – 36 km. SLangs sydsiden af floden indtil de store skove ved jagtslottet Chambord. Der er tid til at stoppe op her og se dette vældigste af slottene i Loire. Videre til Blois med slot og bycharme.
4.dag: Blois-Amboise – 45 km. En rute mellem to kongebyer. Du kommer gennem vinlandsbyer til Chaumont, dette pompøse slot helt ud til Loire. Amboise med Frans 1.’s slot spækket med tårne, klokkespir, spidsgavle, kvistvinduer og dragehoveder.
5.dag: Amboise-Tours – 40 km. Gennem vinområdet Montlouis med slot og helt ind til Tours midte med bindingsværkshuse og den flotte Place Plumereau.
6.dag: Tours-Azay le Rideau – 40 km. I Savonniéres og omegn en del tilgængelige grotter, og lidt senere en overjordisk betagelse med slottet Villandry med Frankrigs fornemste eksempel på en renæssancehave.
7.dag: Azay le Rideau-Chinon – 33 km. Cykling til Langais med det 1500-tals slot værd at se med sin møbelsamling og tapeter. Så til Torneroseslottet Ussé som netop har inspireret til eventyret af samme navn.
8.dag: Chinon-Saumur - 40 km. Se godt på Chinon’s middelalderbykerne med slottet højt hævet over skifertagene og de mange vinkældre, inden du drager ud på landet og snart kommer til endnu et betagende sted: Klosteret i Fontevraud – et mageløst sted med en egenartet fromhed i arkitekturen. Saumur er berømt for sine vine, sine kavaleriskoler og champignon.
9.dag: Saumur-Angers – 60 km. Stadig langs Loire kommer du til slottet i Cuneau, til byen Les Rosiers og er snart i Anjou’s livlige hovedstad Angers med slot, mange parker og universitet.
10.dag: Angers- Ingrandes - 42 km. Loire vokser sig større efter koblingen med Maine-floden og ved Chalonnes kommer endnu en flod til. Du cykler gennem Anjou’s vinmarker og nyder dagen på din tur til Ingrandes ved Loire.
11.dag: Ingrandes-Champtoceaux – 35 km. Stadig let terræn i den brede floddal. Champtoceaux var engang grænseby mellem Anjou og Bretagne.
12.dag: Champtoceaux-Nantes – 30 km. Snart er du i Nantes; charmerende by fuld af liv, universitet, nye sporvogne, og hjemsted for Muscadet’en.
13.dag: Nantes-St Brevin – 60 km. Vest for Nantes er det aldeles fladt. Du er ude i marsklandet. Loire er bred som et sund, og ude ved St Brevin blander den sig med Atlanten. Så der er havudsigt til cyklisten!
14.dag: St Brevin-Croisic – 50 km. Nu skal du over den allersidste bro over Loire. Forbi St Nazaire og langs kysten til La Baule, det meget eksklusive badested. Smut op til ”saltets hovedstad” Guérande omgivet af bymur med hjørnetårne. På din vej herfra ud til Croisic passerer du saltlagunerne, hvor saltabejderne skraber saltet op med lange stænger efter krystalliseringen.
15.dag: Den lange tur er slut. Tilbage til Orléans med toget på bare 4 timer.
| Varianter: | Denne tur kan deles op i 3 etaper: A) fra Orléans til Tours, 5 nætter, pris 5.275 kr, B) fra Tours til Angers, 5 nætter, pris 5.175 kr, og C) fra Angers til Le Croisic, 6 nætter, pris 7.425 kr. Alle priser er uden transport, men inklusive morgenmad og aftensmad alle dage. | Afrejse: | Dagligt fra april til oktober |
| Pris: | Egen kørsel til destination | 14.500,- |
| Fly til Paris, tog videre til Orléans | 17.300,- | |
| Inkluderet: | 14 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 14 x 3 retters aftensmad, leje af god turcykel med gear, bagagetransport, kort og rutemateriale. Tog tilbage til Orléans eller Paris. For flygæster desuden rejse t/r fra Kastrup med alle skatter og afgifter samt nævnte togbillet. | |
| Ikke inkluderet: | Drikkevarer til aftensmaden. Frokost. Tillæg for enkeltværelse: 2.975 kr. | |